Herdis Larsen fortæller, at det var hendes far, Viggo Jensen, mor, Kirstine, og lillesøster, Inge, der var Blaakildes julenisser hvert år. Det var juledag, og fra juledag til midt i januar så børnene stort set ikke deres forældre, for da var de ude som julenisser. Herdis var voksen, så hende gjorde det ikke noget. Rita Storm fortæller mere om julefesten.

Viggo tog 200 kr. for at være nisse, og det skulle dække nyt skæg, vask af tøj, store slikposer til børnene og transport. Arbejdet som julenisse var efter dagens arbejde på fabrikken. Han fortsatte i mange år, indtil en emsig ansat ved skattevæsnet spurgte, om han ikke havde glemt at skrive de 200 kr. på. Så holdt han, og de mange børn måtte undvære deres nisse.

Viggo Jensen fra Blaakilde Mølle og hans datter, Herdis, kom ud til en bonde en søndag i kirketiden, og han var derfor ikke hjemme. Bonden havde ringet i forvejen og sagt, at han havde en ko, der var død. På kanten af møddingen fandt de en levende ko, der næsten var ædt op af maddiker. Der var store huller i den, og den var halvt rådden. Viggo skød den, og de kørte hjem. Dagen efter blev han kaldt på kontoret, for bondemanden havde ringet og var meget utilfreds, da de havde taget den forkerte ko. Den, de skulle have taget, var ovre bag laden, men så sagde Viggo, at hvis det var den forkerte ko, skulle han meldes for dyrplageri.

En gang kom Viggo Jensen og Herdis ud for at hente en hest med trommesyge. Den var jo alt for tyk, så Viggo sagde til Herdis: "Nu skal du lige gå væk, for nu jager jeg kniven i den," og det gjorde han så, og der bredte sig en skrækkelig lugt af gæret hest. Hvis han ikke havde punkteret den, kunne den have eksploderet i bilen.

En gang skulle Viggo Jensen og Herdis have den kendte skuespiller, Ebbe Rode, med op at køre. Da de blev bedt om det, havde de meget svært ved at tro det, men den var god nok. Han var kørt til Silkeborg på sin cykel, men det var blevet regnvejr, og så ville han gerne med til Hobro. Presenningen blev lagt over de døde dyr, cyklen kom op på toppen, og Ebbe Rode kom ind i førerhuset. Den fine herre spurgte: "Hvad er det for nogle små, hvide dyr?" Viggo svarede: "Det er maddiker."

På turene til Silkeborg lå der altid blomster ved Funder Bakker, hvor Kaj Munk var blevet skudt af tyskerne under 2. verdenskrig, og der spiste Viggo Jensen og Herdis som regel deres rugbrød med leverpostej, som de havde købt ved en af slagterne, når de var ude for at hente slagteraffald. En dag var der et finere selskab, som også ville holde frokostpause der. En af de fine damer sagde med affekteret stemme: "Hvad er det for en hørm?" Så sagde Viggo: "Vi må vist hellere køre, så forsvinder hørmen."

En gang skulle Blaakilde Mølle destruere noget smør fra et skib. Smørdritlerne havde stået på havets bund, og det yderste smør i dritlerne havde taget skade. Det inde i midten, havde imidlertid ikke taget skade, og Herdis Larsen, datter af Viggo Jensen, siger ikke noget, men de fik i hvert fald smør på brødet derhjemme.

Under krigen blev Blaakilde Mølle pålagt at stille en bil til rådighed for tyskerne, men der var ingen, der ville køre for dem, så det hverv påtog Viggo Jensen sig. I hverdagen var tyskerne flinke. Under sædet havde Viggo modstandsbevægelsens illegale blade. Når tyskerne ikke kiggede stak han lige slagterne et par blade. De lokale beboere kom og spurgte efter bladene, for de ville gerne høre nyt.

En gang havde Viggo Jensen modstandsfolkenes våben, der var blevet kastet ned af englænderne, i en container under kadaverne. Så kom der en tysker og spurgte, hvad han havde i bilen. Han svarede, at det var kadavere, men det troede tyskeren ikke på. Viggo var overbevist om, at hans sidste time var kommet, for tyskeren gik hen og lindede på presenningen, men så var han heldigvis overbevist.

En dag, hvor Viggo Jensen kom hjem, fløj hjertet op i halsen på familien. Viggo blev ledsaget af to tyskere, bevæbnet med maskingeværer. Han sagde: "Der sker ikke noget. Vi skal bare have vand på motoren – den koger."

Viggo Jensen skulle en dag køre tyskerne til Aalborg for at hente kul. Det var der tyskerne troede, at kullet befandt sig. Viggo Jensen blev ved med at sige, at det var i Nørresundby, men de holdt stædigt fast ved, at det var i Aalborg. Efter at have kørt rundt i Aalborg i lang tid fik Viggo nok og kørte temmelig nervøs og trods tyskernes protester til Nørresundby, hvor kullet lå. Han var træt, og længe inden de havde fået den mængde, de skulle have, sagde han, at nu passede det med vægten. Tyskerne var trods alt så fair, at de i nattens mulm og mørke delte noget af kullet med Viggo. Det blev i små, skjulte mængder båret op i deres lejlighed. Næste dag opdagede underboen kulstøvet. Han var den meget tyskervenlige smed, Jørgensen, som ejede huset, og han spurgte til, hvordan det var kommet der, men det var der, mærkeligt nok, ingen, der vidste.